Tale til 4. maj arrangement, årsdagen for Danmarks befrielse, 2010


Forestil jer denne aften for 65 år siden: En meget stor del af Danmarks befolkning sidder bænket om radioen, og venter på de daglige nyheder fra BBC. Alle er klar over, at krigen er meget tæt på en afslutning. Men der er frygt for, at det skal komme til regulære kampe i Danmark, hvis tyskerne ikke overgiver sig. Eller hvis russerne kommer først. BBC sender som sædvanlig kl. halv 9 om aftenen. 4 minutter inde i udsendelsen bliver den afbrudt af det berømte frihedsbudskab: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig”.

Kapitulationen træder først i kraft næste morgen, men alligevel eksploderer hele Danmark i glæde. Straks rives de forhadte mørklægningsgardiner ned, og der bliver tændt lys i alle vinduer. ”Se vi er her” siger danskerne. Freden, friheden og glæden stråler med skæret fra stearinlysene ud af vinduerne. Dannebrog hejses alle steder og glade mennesker strømmer ud på gaderne.

De der oplevede befrielsen, husker den som noget ganske særligt. Som noget af det bedste der er sket i deres liv. Os, der blev født efter krigen, har fået historien fortalt igen og igen, så vi næsten føler, at vi selv var med.

Den 4. maj var en befrielse fra krigens død, lemlæstelse og ødelæggelse. Men glæden skyldes først og fremmest, at friheden og selvstændigheden var kommet tilbage til Danmark. Nu kunne man omsider tale, tænke, mødes, synge og diskutere frit. Ufrihedens tunge åg var kastet bort.

2. verdenskrig havde forfærdelig omkostninger. 60 millioner mennesker døde som følge af krigshandlinger. Endnu flere fik ødelagt deres liv fysisk og psykisk. I Norden omkom 100.000 mennesker. I Danmark alene var tallet mellem 6.000 og 7.000.

Her i Furesø var krigen også tæt på. Den 9. april 1940 blev Flyvestation Værløse angrebet af tyske jagerbomber, som ødelagde næsten halvdelen af de fly, der var klar til at gå på vingerne. Specielt ét fly, som var ved at starte fra landingsbanen bør vi huske i dag, da de 2 piloter, Godfredsen og Brodersen, blev ramt og dræbt.

Flyvestationen blev eksproprieret af tyskerne. Som et lille kuriosum kan nævnes, at den daværende sognerådsformand i Værløse Chr. Hauch flere gange opfordrede værnemagten til, at beboerne på de omkringliggende gårde fik adgang gennem området. Hans argumentation var, at de selv havde været med til at betale for vejen. Det kunne være, at vi skulle bruge den argumentation over for forsvaret i dag, for at få området åbnet.

I 1942 blev Bringe landsby ved siden af flyvepladsen eksproprieret. Det betød at 44 voksne og et antal børn blev flyttet. Op mod 1000 tyske soldater var under krigen udstationeret på og omrking flyvestationen.

Der blev fra modstandsfolk givet oplysninger videre til de allierede om flyvestationens virke, men de allierede betragtede ikke Flyvestationen som et mål før august 1944, hvorefter der fandt nogle bombeangreb mod flyvestationen sted – heldigvis uden tab for de civile i lokalområdet.

Efter krigen blev tyske og senere polske krigsflygtninge indkvarteret i Jonstruplejren.

I efteråret 1945 blev lejren inspiceret, og på det tidspunkt var der 842 krigsflygtninge, heraf 468 kvinder, 90 mænd, 284 børn under 14 år. Inspektionen konstaterede bl.a. gulsot pga. dårlig ernæring – samt mangel på halm til sengene, mangel på fodtøj, undertøj og strømper.

At flygtningenes tilstand ikke var god bevidnes bl.a. af de 2 barnegrave på Kirke Værløse kirkegård – hvor en dreng og en pige på ca. 2 år er begravet. De sidste flygtninge forlod Jonstrup så sent som i 1949, hvor der blev holdt afskedsfest for 307 personer.

I slutningen af besættelsestiden – natten mellem den 14. og 15. april 1945 – fandt den ulykkelige likvidering af tre modstandsfolk sted i Nørreskoven. Ernst Petersen og hans søn Kaj blev skudt sammen med Kajs ven Paul Brandt. Kaj og Paul var hhv. 19 og 18 år.

Kaj og Paul døde før livet rigtig var begyndt og ganske kort før krigens afslutning. De døde i kampen for den fred og frihed, som de fleste unge nærmest tager for givet i dag.

Var det prisen værd. Er gamle støvede begreber som ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed værd at sætte livet på spil for. Er friheden til at mene, tro og sige, hvad man vil, så dyrebar?

Svaret er ja. Og det er det fordi, at frihed er helt og aldeles altafgørende for udvikling af mennesket som moralsk personlighed med selvagtelse og retfærdighedssans. Og uden selvagtelse, personlighed og retfærdighedssans er et værdigt menneskeliv ikke muligt.

De fundamentale frihedsrettigheder sikrer, at alle kan udvikle deres evner fuldt ud og bruge dem, som de ønsker til at opnå et fuldt liv. Derfor opfatter vi med rette frihed som et af de højeste goder, som det er værd at kæmpe for og i sidste instans miste livet for.

Den historiske udvikling viser, at ingen stater over længere tid har kunnet vokse i herredømme eller rigdom uden frihed. Grundtvig talte om frihed for Loke og Thor. Og vi er i Danmark så heldige, at den gennem generationer overleverede grundværdi er et pluralistisk samfund, hvor flere opfattelser kan eksistere side om side.

Er alt så fred og ingen fare. Nej, for personlig og politisk frihed kommer ikke, og forbliver ikke af sig selv. Murens og kommunismens fald skyldes ikke blot et håbløst ineffektivt planøkonomisk system. Det skyldes i ligeså høj grad modige systemkritikere i Øst og dygtige standhaftige politikere i Vest.

Jeg så i søndags et interview med Hirsi Ali, der gjorde stort indtryk. Hirsi Ali lever under konstant politibeskyttelse som følge af hendes kritiske holdning til totalitære og kvindeundertrykkende forkyndere, systemer og stater. Hendes indtrængende opfordring var, at vi som borgere skal have modet til at stå op imod de, der knægter de grundlæggede frihedsrettigheder. Og vi skal gøre det hvor og når vi møder sådanne holdninger. Det kan være i vores møde med holdninger, personer og systemer i nærsamfundet, og det kan være i Danmarks rolle på den internationale scene

I kampen mod totalitære regimer og international terroisme er det meget vigtigt at huske på de ord, som Benjamin Franklin sagde allerede tilbage i 17-hunderede tallet: Den der indskrænker friheden for at vinde sikkerheden, vil i sidste ende miste begge dele.

Voltaire har sagt: Jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at udtrykke dig. Helt så dramatisk formulerer vi os ikke i Furesø Byråd. Men politisk frihed handler også om lokalt at have respekt for andre holdninger og give alle plads til at udtrykke dem.

Lad os på denne aften – 65 år efter fredens indtog – mindes de der under 2. verdenskrig tog kampen op og – for nogens vedkommende – ofrede livet for, at vi kan leve i fred og frihed til at tro, samles og udtrykke os, som vi vil. Og lad os bede om styrke til, at vi – i vores tid – kan forsvare den frihed med alt, med det mod og den indsigt, det kræver.