Praktik i hjemmeplejen


“En dag med hjemmeplejen” – står der i kalenderen. Tidligt op og med cykel til Gammelgårdsvej, hvor social- og sundhedsmedhjælper, Annika Andersen har lovet at tage mig i praktik denne formiddag. Første besøg er hos en ældre dame, der med lidt hjælp selv klarer morgenbadet, mens Annika og jeg i fællesskab tager opvasken. Næste besøg er hos en ældre svagtseende mand, der får hjælp til at vaske tøj og får dryppet øjne. Trods meget dårligt syn har manden selv skovlet sne op til hoveddøren. Stoltheden ved at kunne selv trods høj alder os synshandicap er tydelig.

Så går turen til en næsten 90 årig mand. Annika skifter batterier i høreapparaterne og smører en madpakke. Imens taler jeg med manden om hans oplevelser i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Flugten fra Bornholm til Sverige i åben robåd står stærkt i erindringen. Ud på cyklen igen og videre ad de glatte veje. Vi skal besøge et ældre ægtepar og hjælpe dem i gang med dagen. Hjemmesygeplejersken og en ekstra social- og sundhedsassistent dukker op, da der er brug for at rense et sår og hjælp til at løfte. Vi laver kaffe, smører en bolle og siger farvel til ægteparret, der nu sidder påklædte og veltilfredse i dagligstuen.

Sidste besøg denne formiddag er i et etværelses lejlighed, hvor en af vores psykisk syge medborgere får hjælp til oprydningen. Annika smører to velvoksne tallerkner med madder, som sættes til livs med det samme. Vi taler med manden om hans familie og ser på billeder og LP-plader fra en svunden tid. “Ha’ det godt” råber Annika, da vi går. “I lige måde er svaret”.

Så går det hjemad mod Gammelgårdsvej, hvor vi mødes med andre hjemmehjælpere, der har været af sted på dagens dont. Snakken går. Man taler om kageopskrifter og nytårsfortsætter – og om de borgere man har besøgt i løbet af formiddagen. Hvordan går det dem? Er der brug for en ekstra hjælp? Skal der bestilles nye lameller til en seng, der er brudt sammen? Hvad gør vi, når medborgeren ikke kan komme ud af sengen?

Så er madpakken spist og kaffen drukket. Jeg skal tilbage på borgmesterkontoret og må sige farvel og mange tak for i dag. Det har været en dejlig oplevelse. Hjemmeplejen i Furesø er konkret støtte og praktisk hjælp. Det er personlig pleje af ældre og handicappede. Det er smil og venlige ord. Det er omsorg, der gør en kæmpe forskel for rigtig mange mennesker. Tak til Annika og alle I andre for fornem hjælp hver eneste dag, året rundt. Trods sne, slud og trængselstider for kommunens økonomi. I gør Furesø til et bedre sted at bo.