Praktik på Syvstjerneskolen

Tidligt op og på med cykelhjelmen. I dag skal jeg i praktik på Syvstjerneskolen. Mødetid: 7:50 på ”inspektørens kontor”. Skoleleder Ulla Andersen og souschef Thomas Møller fortæller over en kop kaffe om dygtige børn og engagerede forældre. Siden branden sidste efterår har en del klasser fået undervisning i barakker. Det går, men alle glæder sig til, at byggeriet snart står færdigt.

Så skal vi ud og se skolepatruljen på arbejde. Krydset mellem Skovløbervangen og Kollekollevej er ikke nemt at passere, når man er ny i trafikken. Med gul vest sørger skolepatruljen for, at alle kommer sikkert over fodgængerfeltet. Den største udfordring er faktisk voksne cyklister, der kører over for rødt og rundt på fortovet. De får en bestemt og ikke så venlig hilsen med på vejen af Ulla.

Første dobbeltlektion er samfundsfag i 8. e. Lærer Søren Wadskjær har siden sommerferien arbejdet med de politiske partier og Folketingsvalget. Jeg fortæller om, hvorfor jeg gik ind i politik, hvad forskellen er mellem lands- og kommunalpolitik og hvordan arbejdet i Byrådet fungerer. Jeg lægger vægt på det brede samarbejde i Byrådet og bliver spurgt, hvorfor vi i Furesø kan arbejde sammen alle partier, når man ikke kan gøre det i Folketinget.

Forslag til budget for Furesø 2012 er netop sendt i høring. Jeg gennemgår det med eleverne og beder dem om at komme med bud på, hvordan de ville prioritere. Det kommer der rigtig mange gode bud på – så som: ”tidlig indsats for børn med særlige behov og derved bruge få midler senere”, ”flere idrætstimer”, ”bedre skole så færre dropper ud og får sociale problemer, som er dyrt”

Jeg lover eleverne, at tage deres idéer med i det videre arbejde med budgettet.

Så er der frikvarter med en gårdvagt og en kop kaffe på læreværelset før næste dobbeltlektion. Her får jeg fornøjelsen af at møde 6. G fra Furesø ADHD-center. Seks søde spørgelystne knægte vil gerne vide hvordan det er at være borgmester. De ved rigtigt meget om mange ting, men er lidt overrasket over, at borgmesteren ikke kommer i limousine og med høj hat og butterfly. Lærerne i klassen er Peter Birkemose, Michael Sjøgren og Murat Sert.

Vi får en god snak om, at en kommune ikke har råd til alt. At man er nødt til at vælge – eller prioritere, som det hedder med et fint ord. Og at politik i høj grad også handler om det. Vi snakker om, hvordan et valg foregår, og jeg spørger, om de har lyst til at se rådhuset, hvor der i disse dage er mange mennesker, der kommer og brevstemmer. Det vil de gerne, så vi går i samlet trop til rådhuset, hvor vi ser stemmeboksen, bryllupssalen og borgmesterkæden. Efter en sodavand siger vi farvel og drengene går med deres lærere tilbage til skolen.

Det har været en dejlig formiddag som lærervikar. Dejligt at møde kloge, lyttende og tænksomme unger. Der var absolut ro og koncentration i klasselokalet og stor vilje til at lære nyt. Tak til skolens ledelse og skolens lærere. Furesø har et fantastisk skolevæsen.

 Besøg på Syvstjerneskolen

Se andre indlæg:

3 tanker om “Praktik på Syvstjerneskolen

  1. Kære Ole.

    Hvad svarede du på det kloge spørgsmål om, hvorfor I kan samarbejde, når de ikke kan på Christiansborg?

    Med venlig hilsen fra en nysgerrig fraflytter,
    Søren Lester

    1. Kære Søren,
      Et svar er, at vi i Furesø har konstitueret os i et bredt samarbejde mellem S, C, SF, RV og DF. Et andet svar er, at det i lokalpolitik handler om at finde konkrete svar på konkrete problemer. Et tredje svar er, at Furesø – efter mange år med blokpolitik og store økonomiske problemer – i den grad trænger til et bredt politisk samarbejde. Hvem ved, måske kan nogle af de argumenter bruges på Christiansborg eftervalget 🙂
      Ole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *