Forfatterskolen i Furesø

Tillykke
Det er en stor dag i dag. For det er jo ikke hver dag 13 af kommunens unge springer ud som forfattere. Nogle mener ’at skrive er at leve’. Om det er rigtigt, må I fortælle mig! I hvert fald har I skrevet nogle meget levende historier, som er spændende at læse, og som giver stof til eftertanke. Jeg vil gerne ønske jer et stort tillykke med jeres flotte forfatterdebut.

Skrivelyst og venskaber
I mødtes en uge i sommerferien her på Hareskov Bibliotek for at lade jer inspirere og lære at skrive historier. Jeg har ladet mig fortælle, at I kommer fra Farum, Værløse, Hareskov, Jonstrup og Kirke Værløse. Altså fra hele Furesø Kommune. Og der blev dannet venskaber på kryds og tværs af Mølleåen den uge. Det glæder jo mig som borgmester at høre.

Tak til forfatterskolen
Jeg er stolt over, at kommunen har sin egen forfatterskole, Furesø Forfatterskole. Forfatterskolen så dagens lys sidste år. I år blev succesen så gentaget. Derfor også tak til Furesø Bibliotekerne, som har taget initiativ til den. Forfatterskolen understreger netop bibliotekernes rolle som steder for inspiration, læring og mødet mellem mennesker.

Bygge bro mellem mennesker
En god bog eller en god historie kan bygge bro mellem mennesker. Forfatteren bag Narnia-serien, C.S. Lewis har sagt: ”We read to know, we are not alone” – “vi læser for at vide, at vi er ikke alene”. Vi mennesker har brug for at vide, at vi er en del af det store fællesskab. At der er andre, der er som os, gør sig de samme tanker eller har haft de samme oplevelser som os. Som forfattere har I en gave, fordi I kan sætte ord på de følelser, tanker og erfaringer, I har. På den måde er I med til at sætte ord på de følelser, tanker og erfaringer, som vi andre også har. Jeres historier handler om tyvebander, tredje verdenskrig, vampyrer og spøgelseshuse. Når jeg jeg læser dem, er det samtidig historier om det at blive voksen og finde sin egen vej, om frygt og død, svigt, kærlighed og venskaber. De følelser og erfaringer kan vi, der læser jeres historier, identificere os med. Så ved vi, at vi ikke er alene. Så har I været med til at bygge bro mellem mennesker.

Afslutning
Derfor skal I igen have et stort tillykke med den flotte debut. Jeg glæder mig til at læse mange flere historier fra jer fremover. Tillykke!

Se andre indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *