Farum i udvikling


Tegnestuen Vandkunsten har vundet konkurrencen om fremtidens forstad i Farum

Moderne fortolkning af kartoffelrækkerne
”Vinderprojektet ’Farum folder sig ud’ giver et rigtig godt bud på fremtidens forstad, hvor det er rart og spændende at bo og færdes. Vi har gennem vinderforslaget fået konkrete anbefalinger til fremtidens bystruktur, arkitektur og tæthed. Forslaget er et både visionært og realistisk billede af, hvordan Farum kan udvikle sig med bedre sammenhænge på tværs, en helhedsplan for Farum Midtby og et forslag til en udbygning af Bybækgrunden. Vi glæder os nu til at folde vinderforslaget ud i en efterfølgende debat.

Projektet beskrives blandt andet som en moderne fortolkning af de københavnske kartoffelrækker fra brokvartererne, hvor høj tæthed og fællesskab omkring gademiljøet og forhaverne går hånd i hånd.

Samlet set er det dommerkomiteens opfattelse, at forslaget er et visionært og realistisk bud på en fremtidig bebyggelsesform på Bybækgrunden med store kvaliteter i det nære miljø, der vil kunne appellere til mange forskellige beboere. Forslaget er pragmatisk og bærer generelt præg af en kærlighed til forstaden og en forståelse for de visioner, der var med til at skabe Farum Midtpunkt.

Baggrund
’Farum i udvikling’ blev skudt i gang den 24. juni 2011. Formålet er at få en helhedsplan for midtbyen med vægt på mere byliv og sammenhæng på tværs af byen, nye anvendelser af Bybækgrunden og en styrkelse af Farum Midtpunkt. Arkitektkonkurrencen er én af i alt seks konkurrencer i Realdanias initiativ ’Fremtidens Forstæder’.