Sommerhilsen til medarbejderne i Furesø


Kære alle
Så er sommeren over os.  Snart venter en velfortjent sommerferie med tid til familie og nye oplevelser. Før vi skilles for alle lune sommervinde, skal der fra min stol lyde en stor tak for indsatsen i  første halvleg af 2012.
Hvis Furesø havde været med til EM i fodbold, var vi gået hele vejen: Vi står godt i forsvaret, slider på midtbanen og har overskud til at være offensive i angrebet. Vi spiller sammen og skaber løsninger sammen. Det er et priviligium at være borgmester i Furesø, fordi alle på holdet tager ansvar. I gør hver især en forskel, der gør Føresø til et bedre sted for vores borgere – hver eneste dag.
Og samtidig med den daglige drift på alle vores forskellige serviceområder, har vi fået styr på økonomien, trimmet organisationen, fastlagt ledetråde for den gode bogerdialog og formuleret en vision for fremtidens Furesø. Det er ganske enkelt ualmindeligt godt gået! Uden medarbejdere, der trækker på samme hammel, kommer der ingen resultater. Kun med jeres daglige engagement og gode humør  kan vi lykkes med den gode service og realisere de mål, der sættes op politisk.  Og det lykkes I med. Jeg møder nemlig resultaterne på min vej hver dag – overalt i kommunen. Der er meget at være stolt af.
Nyd nu friheden. Benyt lejligheden til at få ladt batterierne op. Vi mødes efter ferien, klar til at skabe nye løsninger for Furesø.
Rigtig god sommer!