Byrådsdag for skolebørn


Jeg besøger ofte vores skoler i Furesø. Det er en af de helt store fornøjelser ved at være borgmester. Børnene i Furesø er vidende om rigtig mange ting.

Åbne, tillidsfulde, glade og modige.

Jeg har også haft besøg af klasser på Rådhuset og i Byrådssalen, hvor vi i et enkelt tilfælde gennemførte et improviseret byrådsmøde. Børnene fik ved gode argumenter afgjort, hvor dette års sommerudflugt skulle gå hen.

Nu tager vi idéen op i større skala og afholder den 14. november en skolebyrådsdag med repræsentanter fra alle skolers 7. klasser. Idéen er at give eleverne endnu bedre indblik i, hvordan lokaldemokratiet fungerer.

Elevrådene har de seneste måneder arbejdet med at involvere alle eleverne fra 0. til 9. klasse i skolebyrådsarbejdet. Og eleverne har nu fundet frem til egnede projekter, der skal foreslås politikerne i Furesø.

De forslag som børnene udvælger på Skolebyrådsdagen, vil blive behandlet på Børne- og Skoleudvalgets møde i december, hvor børnene vil få foretræde for udvalget.

Hvem ved – måske vil nogle af deltagerne i skolebyrådsdagen blive valgt til Furesø Byråd ved valgene i 2016, 2020 og 2024.