Furesø er Årets Spil Dansk Kommune 2012


Koda har udpeget Furesø Kommune som Årets Spil Dansk Kommune. Begrundelsen er “Furesø Kommunes store engagement og professionalisme”.

Blandt Furesø Kommunes mange spændende arrangementer på Spil Dansk dagen var en metalfestival og Nichlas Paaschs nykomponerede SpilDansk sang, ”Musikken gør mig fri”, der blev sunget af mange af kommunes skolebørn. Det hedder i Kodas begrundelse, at “Furesø Kommune har været dygtige til at skabe arrangementer, der involverede publikum. Eksempelvis lavede komponist og musiker Jakob Høgsbro en event, som publikum selv var med til at forme, unge graffittimalere udførte deres kunst på musikskolens udtjente klaverer, og børn og unge kunne få hjælp til indspilning af egen musik”. 

Videre hedder det: ”Det er tydeligt, at Spil Dansk i Furesø Kommune er med til at skabe sammenhængskraft på tværs i kommunen, fordi institutioner, foreninger, kirker, musikere og komponister har samarbejdet om konkrete projekter”.

Med prisen følger 30.000 kr., som skal bruges til en stor koncert i Furesø Kommune på Spil Dansk Dagen 2013

Formanden for Furesøs Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalg, Helle Katrine Møller, siger: ”At vi er blevet Danmarksmestre i Spil Dansk skyldes, at så mange af vores musikere og arrangører i kommunen har bakket op om projektet. Så æren er Furesøs spillevende musiklivs”.

 

Tak til styregruppen, der har koordineret alle aktiviteterne. Vi glæder os til SpilDansk dagen 2013.