Meningen med livet 2½


Det er ikke så ofte, jeg græder i teateret, men forleden måtte jeg knibe op til flere tårer, da jeg var inde og se ”Meningen med livet 2½” i Galaksen.

Skuespillerne var lokale Furesøborgere mellem 65 og 86 år, der fortalte brudstykker af deres egen historie og gav deres meget personlige bud på, hvad meningen med livet er.

Vi hørte om skæbnesvangre valg , om drømme, der blev knust på et spiltsekund, om følelsen af at svigte, når det for alvor gjaldt, om stress og sammenbrud, der betød en ny begyndelse, om ulykken, der pludselig rammer udefra, om kærligheden, som ingen kan leve uden, om ungdommen, der forsvandt, før man anede det, men som stadig lever i én som 86 årig, om glæde, sorg og tanker om døden, som er til at leve med, når man har haft et rigt liv.

Det var en på alle måder bevægende og stærk forestilling, fordi skuespillerne var modige og fortalte om egne oplevelser, tanker og følelser.

Og så var der plads til masser af humor og livsglæde.

Tak til skuespillerne, Ellinor Thomsen, Else Jensen, Elisabeth Niebuhr, Ida Andersen, Jørgen A. Schmidt og John Melander for en meget stor oplevelse. Tak til instruktør Morten Mathiesen, koreograf Johanne Dam og de øvrige bag forestillingen.

Og meningen med livet? – Ja skal man tro forestillingen (og det skal man!), så handler det om kærlighed, at mødes, være nærværende og kunne være noget for hinanden. Om at stå de svære ting i livet igennem, lære af dem, holde fast i glæden og bevare lysten.

Endnu engang tak for en meget stor oplevelse.

Ser frem til ”Meningen med livet 3”!